. Jeg er ekstremt teaterinteresseret, for ikke at sige teaternørdet, og elsker både teorien og udførelsen. Jeg har undervist i drama i min, på daværende tidspunkt, 70 kvadratmeter lejlighed, spillet musical og teater i tolv år, og har stadigvæk en drøm at gå dén retning rent karrieremæssigt. Jeg elsker den type frihed, leg og samvær med andre mennesker, teater giver. Jeg har skrevet en masse små forestillinger, startende da jeg var helt lille, og skriver stadigvæk replikker ned i ny og næ, for at sætte dem sammen til scener. Jeg har også altid sunget, men aldrig lært at spille på et instrument.

Jeg elsker at analysere på alting: adfærd såvel som filmplot. Spørg mine nærmeste hvor belastende, dét kan være.

Da jeg var barn, gik jeg skævt med fødderne, og det medvirkede i en forældrebestemmelse af det fodtøj, jeg måtte få. ECCO støvler om vinteren og ECCO sandaler om sommeren var eneste udvej, og dagen i dag får jeg ticks ved benævnelsen at det nok så praktiske, men i hvert fald dengang ikke videre kønne, skofirma. Og vi kan i familieregi få et godt grin over fortiden.

Min mor går næsten kun i sort, og har gjort det al den tid, jeg kan huske. Måske besættelsen kommer derfra.

Jeg havde forskellige kærester gennem min tidlige folkeskoletid, men fik min første kæreste som 12-årig; han hed William, gik i min parallelklasse, og vi var kærester i et halvt år. Siden hen har jeg haft fire andre forhold, nogle længere end andre, og lige nu er jeg dødsens forelsket i min Sophus.

Jeg er et kattemenneske, og har haft kat hele mit liv. Jeg er ikke særlig god til hunde; de har ingen situationsfornemmelse og er for udfarende til min smag.

Jeg husker tydeligt dagen hvorpå mine forældre fortalte mig, at mor havde en baby i maven, og jeg skulle være støresøster. Jeg hoppede hver morgen samme rutine og råbte “det skal være en pige”, i håb om at mit ønske skulle gå i opfyldelse, og det gjorde det heldigvis. Jeg ønskede dengang, at hun skulle hedde Vinnie og gå i lyserøde prinsessekjoler, men i stedet fik jeg en Lærke med vilde proptrækkerkrøller, der klatrede i træer, og det er min bedste gave nogensinde.

Mine forældre fandt sammen da min mor var 16 og min far var 19. De har været sammen lige siden. Min far arbejder som major i forsvaret og min mor er institutionsleder af to SFOer. De bor stadigvæk i det hus, jeg er opvokset i. Og det gør jeg sådan set også i øjeblikket.

Jeg elsker at have ting under kontrol, og skriver alt ind i en kalender for at skabe overskuelighed. Når kontrollen brydes, kan jeg blive skide ked af det.

Jeg klipper selv mit pandehår, og har faktisk klippet adskillige venner og veninder gennem tiden.

Jeg har aldrig rigtig fået skæld ud. Jeg kan huske de få gange, det er sket, og har hele mit liv, nu inklusiv, undgået at sætte mig selv i situationer, der kunne føre til skæld ud. Igen gør det mig helt vildt ked af det at blive irettesat eller at få skæld ud, og jeg er simpelt hen ikke selvdestruktiv nok til at få et kick ud af smerten.