.
Min blog vil aldrig blive en klynkeblog, for mit liv har egentlig været for let til, at fokus pludselig skulle placeres dér.
Dog er der en side af mig, der sjældent præsenteres her på bloggen. Måske fordi, jeg altid har tænkt, at hvis jeg ikke nævner det, vil det ikke fylde så meget i min egen bevidsthed, eller måske fordi jeg er bange for at vise svaghedstegn. Jeg ved dog, at enormt mange unge, usikre piger læser med derude, og jeg vil derfor dedikere dette indlæg til at snakke om mine usikkerheder. Emnet vil sandsynligvis ikke fylde mere end dette ene indlæg i bloggens generelle historie, men da usikkerhed generelt set bliver betragtet som tabu i modeland, finder jeg emnet enormt aktuelt. Dog vil jeg pointere, at bloggen her stadigvæk er en modeblog.
Jeg har altid haft godt selvværd. Jeg ved, at jeg er dygtig til de fleste af de ting, jeg foretager mig, og jeg føler mig sikker, når jeg kaster mig ud i projekter. Jeg bevæger mig som regel i kredse, hvor jeg værdsættes, og omgiver mig med mennesker, jeg elsker. Jeg har altså lært at kontrollere den side af min person, som klart er en af mine stærkeste sider.
Men én ting flyder nogle gange op i mig og kaster min tilbage i en depressiv og ulidelig tilstand: min selvtillid. Det er vigtigt at forstå, at der er stor forskel på selvtillid og selvværd, og at det, i hvert fald for mig, kun er den ene side, det slet ikke fungerer. Nogle gange er følelsen værre end andre, og jeg kan bryde grædefærdig ned over, hvor forfærdelig, jeg synes, jeg ser ud. Det behøver ikke at have et reelt fokus, men krop, hår, ansigt, alle områder af mit udseende står skiftevis på tur. Selvfølgelig er det blevet bedre med årene, da den naturlige udvikling går mod en større tilfredsstillelse og accept af den måde, jeg ser ud på, men omvendt er dette som regel det eneste i min hverdag, jeg kan blive ked af. Endnu hårdere er det, at være i et fag, hvor det ikke blot er mine faglige evner, men altså også mit udseende, der er i fokus. Jeg ved jo godt, at jeg ikke er jordens grimmeste skabning, men det er skidesvært at være utilfreds med noget, jeg reelt set ikke kan dygtiggøre mig indenfor. Ikke et universelt problem, det ved jeg, men til de af jer, der ikke deler min følelse, kan jeg sige, at området kan virke som det allervigtigste i verden i bevidstheden. Det er en utilstrækkelighed, der er svær at kæmpe imod.
For et par år siden fik min søster konstateret spiseforstyrelse, hvilket er det mest forfærdelige og traumatiske, der er sket for mig. Måske især fordi, jeg ikke ønskede at hun skulle kæmpe med samme forfærdelige selvtillidsfølelse, jeg selv sad med. Men på den måde er vi meget forskellige, og for Lærke handlede det mere om selvværdet, og altså ikke selvtilliden. Lærke er selv enormt god til at fortælle om oplevelsen, og jeg vil anbefale de af jer, der kæmpe med sygdommen at besøge hendes blog og læse om hendes kamp mod anoreksien.
Jeg har ikke lavet indlægget for at få sympati, men blot for at understrege, at en person som mig, der kan forekomme stærk, og som har opnået succes, altså også har sit at kæmpe med, og I behøver ikke at have “Sad Violin” kørende i baggrunden. Mange piger og drenge sidder sikkert derude og deler min frustration, og jeg vil utrolig gerne høre jeres historier.
