DEN FORBANDEDE SELVTILLID

Untitled-1
Jeg er en en provinspige med benene plantet solidt på jorden, og en viden om mit eget værd. Jeg kommer fra en rigtig stærk familie, der har dannet et sundt fundament for min selvforståelse, og altså også for mit selvværd. Jeg ved, jeg er dygtig til mange ting, og jeg ved, jeg er et godt menneske; selvom man vist ikke rigtig må sige den slags højt i Danmark. Mit issue har derfor aldrig været selvværdet, men selvtilliden: Gennem mine teenageår skulle jeg både kæmpe med at føle accepteret, og at acceptere mit eget udseende – for ligesom mange andre unge piger følte jeg mig forkert. Derfor er denne branche hård mod mig og måske ikke et oplagt valg; for som blogger og i modebranchen generelt måles og vejes man konstant af omgivelserne, og ens værd vurderes ikke kun ud fra reel kunnen og kvalifikationer, men også i høj grad af udseende og fremtoning.

Jeg får helt dårlig smag i munden, når jeg ser, hvad branchen kan gøre ved unge piger – men jeg ved også, at det i bund og grund handler om selvbillede. “Det hele sidder inde i hovedet, og ikke i spejlet”, som min mor så fint siger det. Og når det er sagt, så er det bedre at arbejde med sig selv og få det bedste ud af sit udgangspunkt, i stedet for at sidde og surmule i hjørnet over ikke at være 175 cm høj og have brune øjne.

Modsat forventningerne har det faktisk styrket mig enormt meget at være i denne branche, fordi det har presset mig til at se problemerne i øjnene. Det er en proces, og det har selvfølgelig også noget med alder at gøre – men mit budskab er egentlig bare, at du skal acceptere dig selv for dén, du er. Når du elsker dig selv, vil du have langt større overskud til at elske andre – og netop dér opstår magien.

INDLÆG LAVET I SAMARBEJDE MED VEET OG SCHOLL

OM AT VÆRE STORESØSTER

lærke
“Med en søster er du aldrig alene i verden”. Jeg har mange, helt fantastiske veninder – men én af dem er en helt særlig af slagsen, og hun fortjener et kapitel. Lærke er min lillesøster, og vi har et magisk, tæt og udefinerbart forhold. Hun er den eneste i verden, jeg kan betro alt til, og som jeg virkelig vil flytte bjerge for.

En af årsagerne til vores fantastiske forhold, er, at vores søskenderoller i forhold til hinanden er klare og defineret. Jeg er storesøster, Lærke er lillesøster: På denne måde har der ikke opstået konflikter, magtkampe og skænderier som i andre søskendeforhold. Som barn ville Lærke, som enhver anden lillesøster, gerne være som sin storesøster, og adopterede derfor nogle af mine interesser. Det har dog ikke givet anledning til jalousi, fordi det fra start har været klart, at jeg har været ældst, og derfor også har haft et “forspring” på mange parametre. Tvært imod, så har det kun bragt os sættere sammen, fordi vi har haft rig mulighed for at spendere tid sammen – og stadigvæk har det dén dag i dag. Vi har stor fællesforstående og referencer, der gør os unikke til at kommunikere sammen, og som giver os et næsten telepatisk bånd. Vi har en legende, levende og humoristisk kemi, som jeg værdsætter højere end alt andet.

Lærke er en skrøbelig, sårbar, og enormt emotionel person. Jeg selv er også følsom og sympatisk anlagt af natur, men slet ikke i samme grad, som min søster, der kan betegnes som værende hypersensitiv, og derfor næsten mærker sig selv gennem andre. Jeg har sågar æren af at instruere hende i en musical, vi begge er deltagende lige nu (jeg som instruktør, hende som skuespillerinde), og jeg er simpelt hen så pavestolt over hendes talent på scene, som netop er forstærket af hendes evne til at leve sig ind i andres sted. Jeg har, gennem tiden, lært utrolig meget af hende omkring empati, medmenneskelighed, forskellighed og omsorg – og jeg kæmper hver eneste dag med at forstå hendes meget komplicerede indre liv, der på mange måder afskiller sig fra mit. Lige så ens, vi kan se ud på overfladen, lige så forskellige er vi indeni. Det har vores forældre heldigvis opfattet og støttet os i, hvilket også har været medvirkende til den gode relation, som har fået lov til at blomstre gennem vores forældre.

Lærkes og mit forhold er på mange måder en særlig historie, som kun er blevet forstærket af den modgang, hun har haft. Lærke havde en frygtelig folkeskoletid, som udløste en spiseforstyrrelse (læs mere på hendes blog) og derved også stor, ubærlig sorg i vores lille kærnefamilie. Jeg har altid været meget påvirket af Lærke og hendes nedture, som er den største smerte, jeg personligt kan gennemleve, og det eneste, der kan gøre mig rigtig ked af det i hverdagen. Det er skrækkelig følelse, at have en person nær, der er lige så meget en del af dig, som du selv er, som mistrives i sine omgivelser. Alligevel er hun stærk nok til at overvinde og overkomme de fleste udfordringer, og er derved et kæmpe forbillede for mig.

Jeg ville ikke være mig uden Lærke, og hun er uden sammenligning den største gave, der nogensinde er blevet mig givet. Jeg elsker dig højere end alt andet, Guggi.

GET INSPIRED BY SIDSEL ALLING

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA
27-årige Sidsel Alling fra Nørrebro arbejder som PR koordinator hos Mads Nørgaard, og blogger derudover på FashionPolish. Hendes stil er normcore minimalistisk, og så har hun en ting for solbriller:

.
Hvordan vil du beskrive din stil?
Enkel, og en lille smule kedelig. Jeg altid falder for de samme ting. Jeg kan godt lide 90’ernes minimalisme blandet med det bedste fra herregarderoben og den stramme svenske stil.

Hvad består din “uniform” af? En grå eller sort kashmistrik sammen med en a-formet nederdel eller brede bukser elller jeans og hvide sneakers. Jeg har altid de samme smykker på som består af en tynd guldkælde om halsen, love tag-armbånd med mit og min kæreste forbogstav og små sølvringe i begge ører.

Hvor kan du bedst lide af shoppe? Selvom jeg elsker at browse rundt på webshops og blogs shopper jeg faktisk aldrig på nettet – tøj skal prøves og mærkes og være en oplevelse. I København er mine favoritter Nørgaard paa Strøget, Rezet og Another Nué, Acne Archives og min veninde Tikkies butik Adélie. Jeg elsker også high street og der er Weekday en af de bedste.

Hvad er god stil for dig? Når det ser let ud. Tøj skal være lækkert, behageligt og klædeligt – der er ikke noget værre end når tøj ligner et kostume. Effortless Cool er det bedste jeg ved.

Hvor inspireres du, hvad/hvem inspireres du af? Jeg bruger meget Pinterest, Tumblr og blogs til at hente inspiration så kilderne kan være alt fra en gammel iD Magazine forside til en et billede af Patti Smith eller en flok drenge på skateboard i 70’ernes L.A.

Hvem er din yndlingsdesigner? Jeg kan ikke begrænse mig- bliver gang på gang imponeret over Alexander Wang, Nicholas Ghesquiére, Phoebe Philo, Johnny Johansson og Raf Simons.

Hvad ville du aldrig iføre dig og hvorfor? Jeg tror aldrig man skal sige aldrig når det kommer til mode – men har svært ved at se mig selv hoppe i nogle af Jeremy Scotts designs….

Bedste fashionråd? Et råd til mig selv er at passe bedre på mit tøj og især sko. Jeg beundrer altid folk der kan holde en sneakers rene, silkebluser glatte og makeuppen på plads en helt dag! Til andre – kig altid efter kashmirstrik i vintage og genbrugsbutikker! Hvis strikken er pæn brugt holder den for evigt.

Hvad ønsker du dig lige nu? Jeg er på jagt efter pæne bluser til sommer som er en sæson jeg har svært ved at klæde mig på til! Og så drømmer jeg om et par Nike ‘Air Rift’ som er en blanding af turtles og Marni på en virkelig fed måde.

MARIE SOM BARN

mariesombarn
1. Jeg troede virkelig, at kviksand og hajer ville have en stor effekt på mit voksenliv, og at én af disse en dag ville forårsage døden.

2. Jeg kiggede engang med store øjne på mine forældre og sagde med røst i stemmen; “hvorfor kigger I altid på Lærke? Elsker I mig ikke mere?”.

3. Som barn var jeg ellers generelt set lykkelig over at have en lillesøster – men det var ikke altid fryd og gammen: Jeg kan bl.a. huske, at jeg engang hældte en liter mælk ud over Lærke, og at jeg nægtede at tale med Lærke en hel dag, fordi hun havde ønsket mig død. Søskendekærlighed, åh gud.

4. Jeg ønskede mig virkelig en lillesøster – og hun skulle selvfølgelig hedde Vinnie.

5. Jeg kunne umenneskeligt mange børne- og Disneysange udenad, og det har virkeligt hængt ved. Ja, jeg kan stadigvæk hele teksten til “Min Kat Den Danser Tango”.

6. Jeg var excentrisk anlagt, selv dengang, og ville hjertens gerne snakke med fremmede på f.eks. restauranter og i indkøbscentre.

7. Jeg satte teaterstykker op, som involverende alle Petersmindevejs børn. Gerne med mig selv i hovedrollen, selvfølgelig. Nogle af disse stykker husker jeg faktisk som værende ganske glimrende.

8. Jeg ELSKEDE, når far læste højt. Specielt Ringenes Herre og Harry Potter står stærkt i hukommelsen.

9. Jeg var lavere end alle de andre børn i klassen. Jeg var også tyndere, hvilket alle andre end mine egne forældre så et problem i. Jeg var helt absurd kræsen, og familievenner husker mig nærmest kun for at have indtaget spegepølsemadder og Petite Danon.

10. Jeg var i en periode ret ked af “bare” at hedde Marie. Livet ville være SÅ meget federe, hvis jeg var blevet kaldt Stjernehjerteblomst, Simba, Maggie Berry eller bare Camilla (min barndomskærlighed Caspers storesøster hed Camilla, så det var jo oplagt).

11. Som barn var jeg utrolig parnoid over voksenudtryk som f.eks. “Spis min gris, i morgen skal du slagtes” og “At blive solgt til stanglakrids”. Tænk, hvis mor og far gjorde alvor af snakken, og rent faktisk solgte mig til stanglakrids.

12. Jeg havde en veludviklet ejerfornemmelse, og ville ABSOLUT ikke låne mit legetøj ud. Derfor var fødselsdagssituationer og ferier forfærdelige tider. Engang skulle vi på ferie til Italien, og jeg havde pakket en KÆMPE sæk med legetøj, som jeg nægtede at dele med den veninde, jeg var afsted med.

13. Jeg var virkelig et rodehoved og fuldstændig ligeglad med mit tøj; jeg kunne f.eks. sagtens have to forskellige sokker på.

14. Som barn anvendte jeg aldrig sut. Jeg talte meget tidligt og gik relativt tidligt. Da jeg var ét år gammelt kunne jeg sige “appelsin” (appesiiiin!) og Micky Mouse (Billabau!).

15. Jeg var ikke særlig glad for at gå, og fik ofte lov til at sidde på min fars skuldre eller i Lærkes barnevogn. Til gengæld for at køre mig rundt fik min mor kys som betaling.

16. Jeg sang hele “Solen er så rød mor” som treårig, til min oldemors begravelse.

17. Som barn havde jeg tre yndlingsbamser; Lillefod, Kloven og Muh-Koen.

18. En lærer sagde engang til mig til en skole-hjem samtale, at jeg var den bedste elev, hun nogensinde havde haft. Det husker jeg stadigvæk tilbage på, smiler og har det godt og stolt over.

19. Jeg kunne ikke cykle, før mine forældre lovede mig en gymnastik-Barbie, hvis jeg lærte det. Så kunne jeg pludselig godt cykle. Bolche-pædagogik virker hver gang.

20. Jeg elskede at tegne og skabe fantasiuniverser gennem historiefortælling og tegning. Jeg opfandt bl.a. dyret Heligamaen (et myresluger-agtigt væsen), som boede på Perleørerne; og kreerede flere guides til, hvordan de skulle passes og trænes.

DEN DANSKE KVINDE OG HENDES ONSDAGSUNIFORM

omendressingforwomen
I forlængelse af mit “Mændenes Dom”-indlæg (tak for den gode respons iøvrigt; læs eller genlæs indlægget her), har jeg tænkt en del over den måde, vi kvinder klæder os på her i Danmark. Forleden, da jeg var på vej hjem fra Danish Beauty Awards (med dresscoden black tie), havde jeg en fin oplevelse, som beskriver mine tanker ret godt: På vej hjem i tazz-tempo iført klik-klak Saint Laurent stiletter, hører jeg pludselig en englænder bag mig udbryde “That’s what I’m talking about! Women in Denmark dress classy even on a wednesday!” – han skulle bare vide, at spidse sko, gulvlang kjole og mørkerøde læber ikke just er en del af min onsdagsuniform. Eller nogen anden dansk kvindes onsdagsuniform, for dén sags skyld.

I Danmark klæder kvinder sig på for egen skyld, og med komfort i første række. Dermed ikke sagt, at vi ikke gør noget ud af os selv; for jeg vil samtidig pointere, at jeg personligt finder de danske kvinder blandt de bedstklædte i verden.

Når man taler om fransk- eller italiensk mode, som ofte fremhæves, referer man samtidig til et kvindeideal rent modemæssigt, som vi hverken kan, eller vil, leve op til i Danmark. Selvfølgelig er der noget  inspirerende over de franske kvinders underspillede tilgang til mode; med røde læber, rodet hår, en lille, flagrende nederdel og høje hæle, eller en mere overspillet sexethed hos de italienske hunkønsvæsener – men jeg vil i hvert fald lade de sydlandske kvinder om dén form for sexethed, og fokusere på dét, vi kan herhjemme. Og her taler jeg endnu engang om komfort: Jeg mener, at de danske kvinder har skabt en helt ny form for sexethed, som sagtens kan involvere jeans og flade sko, uden overhovedet at blive maskulin, sløset eller kedelig.

Det, jeg prøver at sige, er egentlig – at vi danske kvinder bør være stolt af, hvad vi kan i forhold til mode: Vi klæder os på for vores egen skyld, og har dermed skabt en trendkultur med plads til minimalisme, komfort og sexet androgynitet.