LIDT MERE OM HVERDAGSGLÆDE…

hej
I indlægget i går (her) fortalte jeg lidt om et begreb, jeg personligt holder enormt meget af: Hverdagsglæde. Hverdagsglæde er netop at se det positive i dagligdagen, og at jage en lykke på et roligt, afslappet plan, der holder længere end et nyt køb, en god karakter eller en nyforelskelse.

Vi er på mange måder selv ansvarlige for at finde og opretholde et godt liv, og jeg er stor fortaler for, og tilhænger af, teorien om, at når man har det godt med sig selv, vil det være langt lettere at smitte positivt af på sine omgivelser. Og det er netop dét, hverdagsglæden kan. Mange mennesker er bange for hverdagen, fordi den hurtigt optager og nedbryder spontaniteten, men for mig er hverdagen basen, og derfor også af høj prioritet. Jeg er også vokset op i en familie, hvor hverdagen var det vigtigste element; et element, der bandt tingene sammen og hvor der var tid og plads til tryghed og kærlighed; to ting, jeg absolut ikke kan være foruden, og som jeg ikke vil bytte væk for noget andet.

Så nyd hverdagen.

12 TING, DER IRRITERER MIG

hej
1. Ventetid: særligt i supermarkedskøer eller ved prøverum bliver jeg ekstremt utålmodig.

2. Smålighed: apropos supermarkeder, så kan jeg blive sindssyg, når tiden trækker ud, fordi kassedamen har glemt 1,95kr. rabat på bananer.

3. Telefonsamtaler: og her menes altså folk, der tager telefon, når man er sammen med dem. Jeg er selv slem til at have min telefon med mig alle vegne, men altid på lydløs – og jeg prøver virkelig at holde mine telefonsamtaler på et minimum, når jeg omgås andre.

4. Frugt i salater. Seriøst. Det er ganske enkelt afskyeligt. Jeg er med på kreativ madlavning, men trækker klart grænsen, når der tilføjes blåbær og netmelon i min skønne gedeostsalat.

5. Folk, der vil diskutere forskellen på frugter og grøntsager: Jeg googlede det, og fandt frem til, at overgangen er så flydende, at det er svært at definere. Derfor er min definition, at alt, der må komme i en salat (ift. 4. punkt) er salat, og alt, der kan puttes i FRUGT-salat er frugt. Tak mig senere!

6. Akryl og nylon i tøj. Det er simpelt hen bare ikke rart, når håret næsten slår gnistre af syntetisk stimulans, når man trækker en Zara sweater over hovedet.

7. At det altid er godt vejr i Danmark, når man skal på ferie til udlandet. Det føles bare ikke lige så spitze, når man kommer hjem fra 8 dage på Mallorca og alligevel er den blegeste.

8. Rengøring. Jeg ORKER det simpelt hen ikke. Det falder mig enormt unaturligt at skulle hovedrengøre min lejlighed helt alene, og så er det dødsens kedeligt og bare aldrig noget, jeg virkelig føler for.

9. Når serier slutter. Jeg er ingen seriepige, men følger lige nu med i Nikolaj & Julie (på DRK), og selvom jeg “kun” er nået til afsnit 12 ud af 22, gruer jeg allerede nu for den dag, afsnittene slipper op. Og jeg føler altid, at jeg har spildt tiden imens, fordi jeg  ikke får fulgt ordentligt med (sådan er det, når man arbejder bedst med TV i baggrunden, indlægget her er f.eks. skrevet under en episode).

10. Striktrøjer, frakker og halstørklæder i juli. Og så forudser forskere fandeme en ny istid i år 2030. Bare slå mig ihjel.

11. At jeg ALDRIG ved, hvilke billeder, jeg skal bruge til denne type indlæg, og jeg derfor ender i den vildeste billedsøgningskamp, og alligevel bare får sat en random kollage sammen uden reelt indhold. Undskyld.

12. Når folk bag mig på gaden griner. Jeg tror ALTID, det er mig, de griner af.